Ingen i Spanien er især overrasket over oprøret omkring CIA-dokumenter, der utvetydigt antyder, at den tidligere premierminister (1982–1996) Felipe González var en vigtig figur i etableringen af den spanske terrororganisation GAL.
Grupos Antiterroristas de Liberación (GAL) blev finansieret af højtstående embedsmænd i det spanske indenrigsministerium fra 1983 til 1987, mens González var premierminister og siges at have udført 27 mord, kidnapninger, tortur og økonomisk kriminalitet. Derudover siges det, at gruppen har taget 10 civile liv i bombeangreb mod den væbnede baskiske separatistgruppe ETA. I de efterfølgende år blokerede eller forsinkede alle regeringer (uanset partitilhørighed) enhver efterforskning og gav amnesti til enhver, der desværre blev stillet for retten for GAL-aktiviteter.
I dag er det kun partier, der er for uafhængighed, der ønsker at undersøge Felipe González, som forbliver ustraffet takket være de samme fronter, der blokerede korruptionsundersøgelsen mod landets tidligere konge, Juan Carlos I.
Amnesty Act af 1977
Slutningen af Francisco Franco #s diktatur og en voksende overgang til demokrati var en turbulent tid, hvor flere grupper på yderste højrefløjen udførte oprør og terrorisme mod staten, en hær, der søgte at vende tilbage til militærregimet, og en civilvagt, der var vant til at bruge tortur uden at blive straffet for det og deres konfrontationer med forskellige terrororganisationer inden for nationalistisk, kommunistisk eller republikansk rollebesætning.
Er Spanien for den katolske kirke hvad saudiarabere til radikal islam?
Amnesty Act fra 1977 sørgede for, at ingen blev stillet for retten for handlinger begået under Francos regime, hvilket således sikrede kontinuiteten i retsvæsenet og den politiske og militære elite. Samtidig blev der forsøgt at lette demokratiske ambitioner, der ellers ville være blokeret af sådanne magtfulde aktører.
Loven var et nødvendigt kompromis i 1977, men den har ikke stået tidens prøve. Kritikere påpeger, at krigsforbrydelser ikke retsforfølges netop fordi loven eksisterer.
Sagen mod Otegi
Arnaldo Otegi er utvivlsomt den mest relevante person i ETA's demilitariseringsproces og omdannelse til en politisk styrke. Han deltog aktivt i undertegnelsen af Estella-pagten, og på trods af kritik har han positioneret sig til at stoppe volden.
Otegi er blevet fængslet fem gange. Først for en kidnapning i 1979 (han var 20 år og medlem af ETA), de andre fire for politiske handlinger. Hans sidste sætning betød, at han havde tjent seks år og dermed blev diskvalificeret fra det offentlige embede. Han beskyldes for at være aktiv i en terrororganisation i 2008, men hvad han virkelig gjorde på det tidspunkt var at forene de mange partier og organisationer, der tilhører Ezker Abertzalea (den patriotiske venstrefløj), til et parti og gennem en fredelig politisk proces formidle ambitioner til den baskiske uafhængighedsbevægelse.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fastslået, at der var problemer med upartiskhed i Otegis sidste dom, og den spanske højesteret blev tvunget til at ophæve dommen, som har åbnet døren til erstatning. Men Otegi har allerede afsonet sin dom, og hans kandidatur til Lehendakari 2016 (formandskab i Baskerlandet) blev ikke lavet.
Altsasu-sag
Altsasu-sagen er et godt eksempel på, hvordan Civilgarden undgår straf. Ni baskiske unge blev arresteret for at have deltaget i en kamp på en bar i Altsasu, der involverede to officerer i Civil Guard og deres partnere. De unge baskere blev tilbageholdt i forvaring i afventning af retssagen og blev idømt op til 62 års fængsel for terrorisme.
Videoer og vidnesbyrd viser, at det drejede sig om berusede optøjer og mindre kvæstelser, der endte i en juridisk hævnaktion, hvor hensigten var at demonstrere den spanske magts jerngreb i Baskerlandet. Tre af drengene har nu sonet tre års dom af tolv års fængsel for terrorisme uden at være terrorister.
Sagen mod uafhængighedsaktivister
Folkeafstemningen om uafhængighed i 2017 har resulteret i fængsel af 9 politikere med dom på op til 13 år i tillade folkeafstemning. Men det er bare toppen af isbjerget. Af de 947 eksisterende befolkninger i Catalonien erklærede 712 sig for folkeafstemningen. 712 borgmestre er derfor blevet tiltalt og skal møde i retten, hvilket de har benægtet. Sagen er endnu ikke planlagt.
De resterende politikere, der gik i eksil, blandt dem den tidligere catalanske præsident Carles Puigdemont, er ikke udleveret fra nogen af de europæiske lande, hvor de har søgt tilflugt. Dommerne der har ikke fundet, at politikerne har begået nogen forbrydelse. Sammen med politikerne er hundreder af catalanere arresteret og anklaget for at bære gule bånd, synge, demonstrere ... en undertrykkelse, der giver sig hysteriske udtryk, såsom at retsforfølge en klovn for at have en rød næse at the – ikke til – en officer fra Civil Guard.
Valtònyc og Pablo Hasél
De to rappers politiske engagement er blevet mødt med et særligt aggressivt svar fra de spanske myndigheder. De har rappet og rimet over at bryde ind i Nationalforsamlingen med AK-47 (automatiske rifler) og hænge kongen på pladsen. Rimene kan indikere dårlig smag – men at blive sat for retten? Det er trods alt bare sange. Pablo Hasél er idømt to års fængsel for at anspore til terrorisme og fornærmelser mod den kongelige familie. Han har besluttet at udsætte sin straf.
Føler Spanien overhovedet presset fra internationale institutioner?
Valtònyc er idømt tre års fængsel, men har søgt tilflugt i Belgien, som indtil videre har aftalt ikke at udlevere ham.
Der er i øjeblikket mere end 100 mennesker anklaget, i eksil, bøder eller i fængsel for Twitter-beskeder, sange, dukketeater, kritik af politiet eller kongen på sociale medier, kunstværker ... for at fløjte den spanske nationalsang ved en fodboldkamp eller ikke at respektere Gud i offentlige sammenhænge. Er Spanien blevet for den katolske kirke, hvad Saudi-Arabien er for radikal islam?
Tortur uden straf
Europarådets torturovervågningsudvalg offentliggjorde i 2018 en skarp rapport mod Spanien, der beskriver misbrug, slag og tortur på politistationer og fængsler i Catalonien. Rapporten fortæller også om beskidte celler uden vinduer og lange perioder isoleret for de indsatte.
Spanien har mange problemer, men de opretholder urokkelig modstand mod de mange internationale opfordringer til begrænsninger af den undertrykkende og autoritære praksis, der kendetegner store sektorer af sikkerhedsstyrkerne og retsvæsenet.
I 2019 fordømt FN tortur fra menneskerettighedskomiteen begået af en officer fra Civil Guard mod et medlem af ETA. Amnesty International har ved flere lejligheder fordømt Spanien for dets brug af isolation og omfattende brug af straffrihed for tortur begået af politibetjente eller medlemmer af Civil Guard. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har haft adskillige sager mod Spanien, der involverer ikke-retsforfølgning i torturssager. Spaniens taktik hidtil har været at undlade at reagere på beskyldningerne. Føler myndighederne overhovedet presset fra internationale institutioner?
Regimet i 1978
Spaniens største problem stammer fra friktionen mellem et multinationalt Spanien med flere sprog, kulturer (for det meste republikanske) og Spanien, der vandt krigen, løftede Franco og gendannede monarkiet ved at true med at vende tilbage til et militærregime.
Royal House of Bourbon brugte militærkup til at tage tronen tilbage ved flere lejligheder; sidste gang det kostede Spanien 40 års diktatur. Det er umuligt ikke at identificere monarkiet med Franco, Bourbons med undertrykkelse, Civilgarden med autoritarisme, den nationale katolske ret med nepotismens protektion over et samfund bygget takket være plyndring af republikansk ejendom i efterkrigstiden.
Juan Carlos I fra Spanien (som abdikerede i 2014) meddelte for nylig, at han er forladt landet, så korruptionsanklagerne mod ham – fra myndighederne i Belgien og Schweiz – ikke skader kongehusets omdømme. På denne måde følger han i sine forgængeres fodspor i huset Bourbon de sidste 140 år: eksil.
Han rapporteres at bo i De Forenede Arabiske Emirater – et land uden en udleveringsaftale med Schweiz.
I mellemtiden har kong Felipe VI set det som sin pligt til at belønne og tildele medaljer til de tusinder af politi og civile vagter, der slog kvinder og ældre i Barcelona ved valgstederne i 2017, fordi de var så uhøflige, at de ville stemme uden tilladelse .
Terroriststat er måske en for skarp definition. Undertrykkende tilstand? Autoritær stat? Moderne demokrati?
