Bestil forårsudgaven med advarselsdokumentet her

Arbejdet sved

Flyt hurtigt og bryde ting
Forfatter: Jonathan Taplin
Forlag: Lindhardt og Ringhof, Danmark

Bogen Move Fast and Break Things trækker skarp kritik af Google, Facebook og Amazon, men er samtidig til dels romantisk og u-nuanceret.

(Oversat fra Norwegian af Google Gtranslate)

Det burde have været så godt, men det gik så galt. Historien om rødderne på Internettet tager ofte sit udgangspunkt i den næsten mærkelige møde mellem militærets interesser og en modkultur, der ønskede lettere adgang til mere gratis information. Teknologiske resultater kombineret med statsstøtte såvel som input fra de innovative dele af hippiekulturen dannede således grundlaget for det, vi i dag kalder Internettet. Men noget gik galt undervejs. Som et resultat havde vi ikke let adgang til information fra hele verden i decentraliseret form. I stedet fik vi et par virksomheder, der på en centralistisk måde styrer mest – ja, næsten monopollignende forhold styret af Ayn Rands libertariske filosofi.

I bogen Flyt hurtigt og bryde ting Jonathan Taplin forsøger at finde ud af, hvad der gik så frygteligt galt.

Revenge Cruise. Taplin har en dybt interessant og mangfoldig fortid som manager for Bob Dylan, filmproducent (blandt andre Middelgader og Wim Wenders film Indtil verdens ende) samt medieentreprenør. Han er således et menneske grundlagt i processen med at skabe kunstværker. Der er heller ingen tvivl om, at Taplin på mange måder er ude i en personlig hævn mod internetmastodonerne. Hans grundlæggende pointe er, at de store virksomheder – og det vil sige Google, Facebook og Amazon – har ødelagt betingelserne for indholdsudbydere, som inkluderer alt fra musikere over filmskabere til journalister og forfattere. Taplin mener således, at kunsten i monopolets internet er under et enormt pres. Dette skyldes flere faktorer.

Der er ingen tvivl om, at Taplin på mange måder er ude i en personlig hævnekampagne mod internet-mastodonter.

For det første har få virksomheder nogle enorme markedsandele i deres brancher. For eksempel ejer Amazon 70 procent af markedet for e-bøger, mens Facebook har 77 procent af det mobile sociale mediemarked. Derfor vil en indholdsproducent stort set blive tvunget til at samarbejde med mastodonerne for at trænge igennem.

- reklame -

For det andet forårsager disse hårde markedsandele såvel som den kyndige lobbyistindsats så megen politisk magt, at gigaselskaberne er fritaget for den type lovgivning, der ellers ville ødelægge virksomhedernes handlinger. Taplin mener, at staten simpelthen handler anderledes end internet-mastodonter i sammenligning med alle slags andre brancher.

Og for det tredje investerer de store virksomheder kun meget få penge i selv at producere indhold. Dette giver dem åbne for brugerne og skaber en kultur, hvor klik altid vil være den afgørende faktor, både for brugere og for virksomheder. Ergo mener, at disse virksomheder nedbryder eksisterende kunstneriske infrastrukturer for at skabe nogle, der muliggør produktion af noget, der lettere rammer masserne og derved får klik, flere genererede data og dermed sælger endnu flere og bedre målrettede annoncer, hvilket er en afgørende faktor for den fortsatte vækst af mastodonter.

Vi løser også problemet selv. Taplin udbreder ligeledes sit argument for at beskæftige sig med mere end bare de kreative kunstnere, som det er sådan en skam for, ifølge ham selv. Vi er dog alle en del af elendigheden. "Forfængelighed trumfer ønsket om privatliv," udtrykkes af Kevin Kelly, chefredaktør for magasinet Wired. Jonathan Taplin er på ingen måde pletfri. Han bruger også de sociale medier og leverer dermed data til at dele feriebilleder med sine venner og fortælle om sine daglige aktiviteter. Og dette er et punkt i sig selv. At vi måske er så kritiske til de nye medier, men at medielandskabet er designet på en sådan måde, at du er nødt til at være ekstremt omhyggelig og delvist stå godt uden for masserne, hvis du vil undgå teknologimastodons platforme. Så vi glæder at dele vores data i de sociale medier, vel vidende, at disse data er kernen i mastodons forretningsmodel. Uden big data er der ingen unik adgang for annoncører til at målrette deres budskab og dermed ingen milliarder indtægter for internetvirksomheder. "Hvis du ikke betaler for det, er du ikke kunden, men produktet," som det står i bogen.

Jeg kender en professor ved University of Berkeley, der kalder dette fænomen 'arbejdssved', dvs. virksomheder får brugere til at levere indholdet og derefter selv høste begge frugter af arbejdet i form af indholdet, men – og det er desto vigtigere – også kan drage fordel af sved af arbejdet, som er alle aftryk og information, som vi kontinuerligt efterlader, mens vi arbejder for mastodonterne. Et næsten paradoksalt element i denne iagttagelse er, at University of Berkeley, der ellers har sit fundament i modkultur og kritisk tænkning, har valgt Google som mailplatform for alle studerende og ansatte.

"Hvis du ikke betaler for det, er du ikke kunden, men produktet."

Romantik eller ægte kritik? Taplins bog er på mange måder en veludviklet vendetta skrevet i lige store indignationer og lidenskab. Det vælter med citater fra nær og fjern, somme tider det overflødige. Det ser ud til, at Taplin ikke helt kan stå som garant for det heftige argument. På samme tid falder han ofte ind i anekdotiske beretninger om sin tid som rockmanager. Ideen med disse anekdoter er sandsynligvis at placere argumentet i essensen af ​​kunstneriske resultater, men de virker underligt forstyrrende og har faktisk hovedrollen i forfatterens kritiske tilgang.

Jeg er heller ikke sikker på, at situationen er så dårlig, som Taplin udtrykker det. For eksempel kan du finde et væld af indholdsproduktion fra både YouTube og Amazon. Naturligvis kan dette kritiseres for ikke at have kunstnerisk tålmodighed, men dette er en anden tale. Og om kulturen i Silicon Valley nu også er drevet af anti-demokratisk, libertarisk og næsten oligarki-hyldestænkning, er måske spekulativ. I alle tilfælde fraflyttede Facebooks store investor og PayPal-grundlægger Peter Thiel, om hvem Taplin har mange dystre ting, for nylig Silicon Valley til fordel for Los Angeles, fordi han troede på kulturen blandt IT iværksættere i dalen var blevet alt for venstreorienterede.

Måske er Taplin lige så juridisk forbløffet over den aktuelle situation og lige så lovligt romantisk, når det gælder gamle dage. Ikke desto mindre er det en ekstremt relevant og tankevækkende bog, han har skrevet. Forhåbentlig en bog, der bør udløse diskussioner, også i politiske kredse.

Steffen Moestrup
Solid bidragyder til NY TID.

du kan måske også lideRELATEREDE
Anbefalede

Alt imod alle

FLYGTNINGE: Enhed er pulveriseret, alle tænker bare på at klare sig selv, overleve, rive en ekstra bid mad, et sted i madkøen eller telefonkøen.

Mange norske konservative vil nikke anerkendende til Burke

EN DOBBEL BIOGRAFI: Siden 1950'erne har Burkes ideer gennemgået en renæssance. Modstanden mod rationalisme og ateisme er stærk blandt de 40-50 millioner evangeliske kristne amerikanere.

En landbrugsklynge – et moderne industrielt kompleks

GAL: Problemet er adgang til mad. Alle skal spise for at leve. Hvis vi skal spise, skal vi købe. For at købe skal vi arbejde. Vi spiser, fordøjer og lort.

Dydets diktatur

KINA: Kinas kommunistparti kan i dag prale af, at det er i stand til at genkende nogen af ​​landets 1.4 milliarder borgere inden for få sekunder. Europa skal finde alternativer til den voksende polarisering mellem Kina og USA.

Protest kan koste dig dit liv

HONDURAS: Nina Lakhanis farlige søgen efter sandheden bag mordet på miljøaktivist Berta Cáceres ender i flere spørgsmål end svar.

Det kulturelle bindemiddel

ROMAN: DeLillo iscenesætter en slags generel, paranoid tilstand, en mistanke, der har global rækkevidde.