Bjørneboe, Gateavisa og post-anarkisme

Er det muligt, at træk ved anarkisme stadig har stor gyldighed for nogle af os i dag?

20-siders "PERSPEKTIV" i dette nummer er viet Jens Bjørneboe. Han ville fylde 100 i oktober. Det er også for 50 år siden Gateavisa blev etableret. De fremmede begge anarkisme på det tidspunkt. Men hvor relevant er det at være en anarkist i dag?

Bjørneboe talte på det tidspunkt i 1971 til Norwegian Student Society i Oslo, at «et samfund er et sundt samfund kun i det omfang det viser anarkistiske træk». Her er anarkisme mere et adjektiv, ligesom i hvilket omfang et samfund formår at være demokratisk.

Jeg opfatter anarkisme som frihed og solidaritet, og som Bjørneboe sagde, ”den eksisterer kun grader af frihed». Og frihed skal være konkret, ikke abstrakt eller for idealistisk. Som han fortalte studerende, er leninistisk kommunisme "anti-frihed".

Et par år tidligere forlod han karakteren Ilja i romanen Pudertårn (1969) fortæller om sin tid som russisk forfulgt anarkist: Marx mente, at kommunismens ultimative mål var opløsning af centraliseret statsmagt. Men Lenin "skabte had mod intellektuelle" og "myten om intellektueles upålidelighed." Ilja i Pudertårn henviser også til Rosa Luxemburg: "Lenins terrormedicin var værre end sygdommen, der skulle helbredes." Her, som i de to andre bøger i trilogien "The Bestiality's History", er der også masser af eksempler på, hvordan onde eller kynisk grusomme mennesker kan blive - individuelt eller som en besætning og et folk. Enhver afvigende eller anarkist er et let offer for tortur og forfølgelse. Udover Ilja holder Bjørneboe også et "foredrag" om bøddelens historie - blandt de sindssyge i asylet i det gamle krudttårn. Bestialitetens historie spilles nu på Det Norske Teatret og er baseret på denne anden bog i trilogien.

Fra den mere konservative side afskyr anarkister sig som ”nihilister» - et udtryk, der også bruges af retssystemet for Bjørneboe i retssagen mod den pornografiske bog Uden en tråd. Nå, Bjørneboe fandt i et leksikon "nihilisme" forklaret som "En filosofisk retning, der nægter at anerkende arvede, overleverede og konventionelle 'sandheder', indtil man endda har undersøgt deres 'sandhedsindhold'". Ja, man hader ofte den ærbødige kritiske intelligens.

Bjørneboe beskriver i et andet essay, Anarkisme som fremtid, hvordan de mange anarkistiske varianter ønskede en reduktion af statsmagt, den 'statiske', som den stammer fra 'staten'. Bjørneboe forestillede sig "et horisontalt samfund, opdelt i frie, uafhængige kommuner eller føderationer". For anarkisme er både lokal og international, da vi med COVID-19 har brug for et sundhedssamarbejde lokalt - men ikke mindst internationalt og føderalt.

Lenin beskrev anarkismen som både "en borgerlig fordomme" og "en af ​​radikalismens barndomssygdomme" - som ville dø ud af sig selv. Nå, både Sovjetunionen og USA fjernede anarkisterne med magt.

Bjrneboe beskrev på sin side anarkisme som det eneste forsøg på libertarian socialisme. På nytid.no finder du flere af hans artikler fra vores forgænger Orientering, som serien «socialisme og frihed» om dette.

Om fremtiden antog han, at anarkismen ville være "den mest vitale politiske impuls fra nu af."

Pax

De mest fremtrædende første tænkere af anarkismen var Pierre-Joseph ProudhonMikhail BakuninPeter Kropotkin og Leo Tolstoy. Som du kunne læse om, hvor Pax Forlag udgav Daniel Anarkistisk læsebog (1970) af Strand / Astorp. Interessant er et citat i Guerins bog, der kan kaste lys over Bjørneboes interesse for afvigende og kriminelle: "Kriminellen er den uautoriserede kriminelle, der har manglet dygtighed, held eller mulighed for at udtrykke sin forbrydelse inden for magtstrukturen."

Anarkister er oprørske individer, kommunister, "ubudne gæsters intelligens", dårligt tilpasset - eller som Proudhon omtales i anarkisme, de har en modstand mod «at blive kontrolleret, det skal overvåges, inspiceres, udspioneres, ledes, gives love og regler for, indhegnet, undervist, forkyndt for, kontrolleret, vurderet, bedømt, censureret, befalet - af mennesker som ikke har den rette, viden eller gode nok kvaliteter til det […] ».

Gateavisa

Dette satte sandsynligvis tonen for Gateavisa som et kollektiv i Oslo. Bogen Alt muligt fra Gateavisa, 1970–1986 kommer nu ud i oktober. 15 veteraner har skrevet artikler om deres arbejde i det vitale miljø i Hjelmsgate. Les Audun Engh om Gateavisa og BjørneboeEller Thomas Hylland Eriksen som «sen hippie». Bogen på over et halvt tusind sider indeholder også 110 udtryksfulde Gateavisa-forsider og gamle "falske" valgplakater samt tegneserier. Det er skrevet om afvigelser, afsky, radikale understrømme, bibler, hash, statsmagt, modkultur og redaktionens kamp og hjerteproblemer. Eller hvad de fandt i Gro og Kåres affaldsspande før parlamentsvalget i 1981.

At blive styret er at blive overvåget, inspiceret, spioneret på, instrueret, givet love og regler
for, indhegnet, undervist, prædiket for, kontrolleret, vurderet, bedømt, censureret, befalet.

Bogredaktørerne Audun Engh og Ulrik Hegnar skriver i forordet, at de blev inspireret af Kristiania bohemia, surrealisme, dadaisme og eksistentialisme. Redaktionen accepterede selvrekruttering, og kollektivet bestod af uformelle beslutningsprocesser, frivilligt arbejde og diskussioner. Og den "omvendte vetoret", foreslået af Christian Vennerød, tillod en at kræve en valgt artikel på tryk. Når diskussionerne var grundige, kunne hun / han muligvis være overbevist om noget andet, men aldrig tvunget. Artikler blev også udvekslet internationalt gennem Underground Press Syndicate (UPS).

Gateavisa provokerede både en etableret presse og den mere dogmatiske venstre. De blev sagsøgt tre gange: for en annonce med Hitler og Volkswagen; Kristeligt Folkeparti Kåre Kristiansen i pornografisk sammenhæng; såvel som i anledning af konflikten med AKP (ml) bevægelsen - som hævdede, at 1. maj toget blev startet fra græsrods. Nej, AKP var bagved, toget blev styret ovenfra.

Alle i redaktionerne skrev gratis, og de havde et netværk af gadesælgere. De havde 4000-5000 abonnenter, men lod fanger få avisen gratis.

Jeg dag

Så hvad er tilbage af 70'ers anarkisme i dag? Bogen Gramsci er død - Anarkistiske strømme i de nyeste sociale bevægelser (2005) av Richard JF Day viser, hvor vigtigt "anarkistiske træk" har været for meget politisk og kritisk arbejde i de seneste årtier. Anarkisme kan ikke være et politisk nationalt parti. Det er også lang tid siden det 1800. århundredes anarkistiske ideer om voldelig revolution - som let genskaber den undertrykkende magt, man vil fjerne. Som vi har nævnt tidligere i NY TID, er armod, en slags "demobilisering", snarere at foretrække. Se også mit interview med Don Lowe, en der valgte at leve væk fra fjendens og magtforhold.

Som nævnt på tysk Anarkisme 2.0 af Degen / Koblauch (2009) Autonome grupper, direkte handling og anarkistisk praksis foretrækkes: aktiviteter, der underminerer den autoritære, statlige, centraliserede, kapitaliserede, militariserede, patriarkalske, racistiske og sexistiske. Og ofte organiseret i kollektivistiske, feministiske, reformistiske, pacifistiske eller kommunistiske netværk.

Her i NY TID finder du undertiden pragmatiske eller postanarkistiske træk - og vi fremhæver Bjørneboe og Gateavisa denne gang. I nyere tid har mange fundet politisk inspiration fra tænkere som den franske Gilles Deleuze og Félix Guattari, og din antiØdipus (1972) eller Et tusinde plateauer (1987): Sidstnævnte kritiserer den "oprindelige stat" og statens mange "fangeapparater" - som vi ser udviklet i nutidens sikkerheds- og kontrolsamfund. Vi anbefales snarere nomadisk livsstil, flugtlinjer og tænker rhizomatisk (i fletninger) snarere end hierarkisk. "Bliv ikke forelsket i magt!" skrev Michel Eddy i Anti-ødipusforord. Selvom han ikke udtrykkeligt skrev om anarkisme, ligger inspirationen klart bag hans beskrivelser af "regeringsmæssighed".

Som angivet i Days 'bog: Tiden er moden til genbrug af anarkisten, til en "postanarkistisk subjektivitet".

God læsning!

Her finder du vores artikler om og med Jens Bjørneboe