Det er altid fascinerende at møde nye forsøg på at belyse Foucaults koncepter og analyser. Jeg har bevæget mig i dette landskab i 25 år. Undervejs har jeg udgivet en indledende bog om Foucaults analytiske univers, mens min egen forskning er blevet mere og mere påvirket af hans forelæsningsserie om ledelseskunsten, der blev givet i foråret 1978 og 1979.
Med andre ord er jeg i velkendt terræn. Ikke desto mindre klarer teksterne sig Agora nr. 3-4 til 2020 at skabe nye refleksioner. Flere steder tror jeg, at de elementer, der fremhæves, det synspunkt de ses i og de fortolkninger, det fører til, både er tankevækkende, spændende og berigende.
Den lange historie med ledelseskunsten
Det er vigtigt at nærme sig Foucaults skrivning med et åbent sind. Hans tekster er ikke skabt til ikke-pyntede mennesker, der ønsker klare svar og faste teorier. Tværtimod møder vi en forfatter, der konstant skubbes frem, som stiller nye spørgsmål og søger nye nuancer. Foucault refererer til sig selv på linje med krabben, der bevæger sig sidelæns og således kan se på det samme fra stadigt nye synspunkter.
I dette nuancerede, bevægende landskab er der ingen enkel formel, der opsummerer, hvad Foucaults projekt handlede om. Dette er indlysende, hvis blikket fejer over hele forfatterskabet, men vi ser det også, når Agora koncentrerer sig om de nyliberale foredrag fra 1979. Ud over oversættelser af to af Foucaults forelæsninger samt et antal bøger og essays og boganmeldelser indeholder tidsskriftet seks nyligt skrevne tekster. Fem af disse beskæftiger sig med nyliberalisme, hvoraf den ene er skrevet af mig. Selvfølgelig behøver jeg ikke vurdere det.
Før vi går ind i de enkelte tekster, kan det nævnes, at de alle har en genfortælling af Foucaults nyliberale foredrag. Mangfoldigheden i præsentationer åbner for både læring, refleksion og diskussion. Derudover har nogle af os inkluderet forelæsningerne fra 1978, der omfatter den længere historie inden for regerings kunsten, fra pastoral magt via Jesus og den katolske kirke til fremkomsten af statslig fornuft og derefter liberalisme. Flere af bidragene knytter sig også tilbage til emner behandlet i Foucaults tidligere bøger, såsom disciplin og biokraft – på samme tid som hans tænkning ses i lettelse mod blandt andet marxisme og kritisk teori.
Innovationsøkonomi
Med dette som baggrund, lad os tage et omhyggeligt dyk ind i artiklerne af Arne Johan Vetlesen, Knut Ove Eliassen, Sigurd Oppegaard og Kristin Asdal. Vi starter med outsideren. Arne Johan Vetlesen siger selv, at han bevæger sig ind i sagen udefra og tager tid til en grundig læsning af de neoliberale foredrag. Han gør et stort og forståeligt forsøg på at forstå Foucault, men når han overvejer det, han har læst, bliver det klart, at han ikke er helt inde i stoffet. For eksempel siger han, at der er en streng skelnen mellem ideer og konsekvenser i Foucaults analyse, men dette er ikke sandt. Analysen er ikke en ren idéanalyse. Det, han fremhæver, er diskursiv praksis, hvor det netop er virkelighedsformende effekter, der er vigtige.
Vi øger vores menneskelige kapital og forme os selv som en profit-maksimerende virksomhed.
Min anbefaling til Vetlesen er derfor, at han læser Kristin Asdals artikel, da hun forsøger at præcisere Foucaults metode: Hvad forsøger han at opnå? Hvad er hans forskningsstrategi? Hvordan fortsætter han med at udføre sine analyser? Fordelen ved hendes vinkel er, at vi ikke sidder fast i, hvad Foucault sagde i 1979. For mig er dette et afgørende punkt. Enhver, der ønsker at blive inspireret af Foucault, kan ikke løfte sine begreber, analyser og konklusioner til evige sandheder. Hvis vi skal tage hans tænkning alvorligt, skal vi være i stand til at stille vores egne spørgsmål til vores egne samtidige.
Når Asdal gør dette, fører hendes tankegang i retning af, at vi snarere skal tale om «innovationsøkonomi» snarere end nyliberalisme. De funktioner, hun skriver her, er i vid udstrækning forbundet med elementer, som Foucault fremhævede, såsom menneskelig kapital, den vægt, at vi alle skal være iværksættere, og at dynamikken i økonomien skal anvendes i samfundet som helhed. Men det er ikke givet forholdene mellem disse elementer er de samme i dag. Dette er analytisk vigtigt. Meget kan være det samme, men når linkene ændres, bliver virkeligheden anderledes.
Refleksion og værktøjer
En god måde at undgå at være for kortsynet er at se på forskellige tænkere mod hinanden. Sigurd Oppegaard åbner en interessant dør her, da han sammenligner Foucaults analyse af nyliberalisme med Gilles Deleuzes teori om kontrolsamfundet. I mødet mellem disse to forstår vi, at det, der er belyst, er en form for magt, der hverken handler om disciplin eller totalisering. Snarere står vi over for en magt, der sigter mod at stimulere dynamisk aktivitet, hvor vi øger vores menneskelige kapital og former os selv som profit-maksimerende virksomheder.
I tråd med maleriets kunst kræver kontrol af kunsten ikke kun tænkning og refleksion, men også
også værktøjer og teknikker.
Når Oppegaard oversætter "regeringsmentalitet" (eller "regeringelighed") til styrende rationalitet, er jeg stadig nødt til at protestere. Dette nøglekoncept er et ordspil, der fletter to forskellige ord sammen. Det er skabt for at fange en praksis, noget vi gør, når vi deltager i refleksioner og forme indviklede kontrolforanstaltninger (for eksempel at tælle kanter i den akademiske verden eller klimakvoter på miljøområdet). Der er ingen god norsk oversættelse af udtrykket, men hvis vi vælger noget, foretrækker jeg det ledelseskunst. I tråd med malerikunsten kræver kontrolskunsten ikke kun tænkning og refleksion, men også værktøjer og teknikker. Sådan introduceres vi til en verden, der ikke skelner mellem viden og magt, refleksion og praksis – men i stedet omfavner begge sider i gensidig brud, udveksling og symbiose med hinanden. Dette er vigtigt for alle, der ønsker at forstå Foucaults tænkning.
Vi finder dette perspektiv i en af de største i det norske Foucault-landskab. Knut Ove Eliassens tekster er krævende at læse, men desto mere lærerige og afklarende – måske især for dem af os, der har læst nogle Foucault på egen hånd. Eliassens artikel formår at præsentere den teoretiske virkning af nyliberalismen på måder, der får mig til at tænke "selvfølgelig, sådan er det". Især åbner vægt på marked, konkurrence og menneskelig kapital som nøglebegreber for gode refleksioner. Samtidig finder jeg nuancer, der er værd at problematisere, men disse er for indviklede til at diskutere i en kort gennemgang.
Kort sagt: Jeg har haft en god tid med at læse den nyeste Agora. Her er tekster af betydning ikke kun givet til forståelsen af Foucault, men også til refleksioner over vores egen tid.