FOTO: Lene Marie Fossen
FOTO: Lene Marie Fossen

Hudløs eksponering


RÅ KRAFT: skamløs bruger Lene Marie Fossen egen torturerede krop som et lærred til sorg, smerte og længsel i hendes serie af selvportrætter - relevant begge i dokumentaren selvportræt og i Gatekeeper-udstillingen, som begge havde premiere den 17. januar.

Countries er filmforfatter og instruktør og regelmæssig forfatter for Ny Tid.
E-mail: ellen@landefilm.com
Offentliggjort: 2020-01-01
Selvportræt (dokumentar)

Margreth Olin Katja Høgset Espen Wallin (Norge)

Gatekeeper (Udstilling og bog)
Lene Marie Fossen
Shoot Gallery, Oslo

Fotografen klæder sig af foran sit eget kamera, indtil der kun er knogler og knogler tilbage. Den magre krops hjælpeløshed er hjerteskærende. På trods af en levetid af anoreksi tager poserne Lene Marie Fossen (1986–2019), både yndefuld og tidløs klassiker. Farven, rumfølelsen og iscenesættelsen er som de gamle mestre.

FOTO: Lene Marie Fossen
FOTO: Lene Marie Fossen

ændring Angst

Lene Marie Fossen formåede at give et ansigt til sygdommen anoreksi og fandt et tilflugtssted fra diagnosen gennem fotografering. Den rå og usædvanlige kraft af hendes billeder placerede hende blandt de få internationale fotografiske genier.

Hendes billeder berører et foruroligende synspunkt, hvor angsten for livet
krydser dødeligheden.

Filmen om hendes evne til at tage mig tæt og lavt ind i hendes bittere eksistentielle kamp. Fra tid til anden fornemmer jeg noget større, en hellig følelse. Lene indrømmer, at hun ville stoppe tiden, at hun bare ville have, at alt skulle være som det var. Efterhånden stoppede hun med at spise, siger hun, men indrømmer, at hun var fanget i kroppens sygdomsfængsel og ikke opnåede det, hun havde forestillet sig.

Lenes åbne, sårbare blik er ætset ind i min nethinde. Det var godt at tilbringe tid med hende gennem filmen og se hendes glæde i lyset af anerkendelse og egen fotografering. Med sine maleriske selvportrætter giver hun ikke kun et afslag på at spise, men også stærk menneskelig lidelse og langsomhed et ansigt, vi kan genkende.

Abonnement halvår 450 kroner

Det er vigtigt for anerkendelse og empati, at hendes udseende ligner vores. At hun har været - og er - en af ​​os. I filmen krydser hun en uudtalt grænse ved at dokumentere sit eget kropslige forfald. Hendes handlingskraft og hendes skaber vil bryde med de ideer og ideer, vi hurtigt former for andre med denne sygdom: Lene er en stærk anorektisk, men lige så fuldt aktiv udøver. Hun tager sig af flygtningebørn og fotograferer dem og også ældre græske enker. Lejlighedsvis slipper hun for sin egen diagnose og den forfærdelige gentagne tvangsbehandling. Det sidste har været hendes mareridt, som næsten hele behandlingsprogrammet gennem de 22 år, hendes krop varede uden den nødvendige ernæring.

Med det er det ikke elendigheden, at hun og hendes kæmpende kærlige familie ikke modtog den nødvendige støtte, som er tilbage. Det er Lene selv og det uoplivede liv, hun længtes efter - og gjorde så hårdt, at hun aldrig kunne trænge ind. Det er, at hun som menneske med tanker, behov og drømme fremkommer og ikke er skjult i statistikken fra den tredje af alle dødsfald blandt unge forårsaget af anoreksi.

sult kunstner

Skønt Lene kun er en knogel og knogler, undlader hun i filmen at være brud og svarer lattermildt at hun måske finder sig en mand i Grækenland, hvor hendes fotografering virkelig startede. Sultkunstner er det uudtalte rum i rummet, for hendes oprigtige, kunstneriske udforskning er på sit bedste, når det er knyttet til hendes egen urolige krop og sygdommen, der bærer hendes liv ud af hende. De mange billeder for mig er fyldt med et lydspor med Lenes smerte, men også hendes ro over at have fundet en metode til at udtrykke sig midt i det hele. Sygdommen truer konstant med at overtage hendes identitet, siger hun.

FOTO: Lene Marie Fossen
FOTO: Lene Marie Fossen

Filmen bliver en bidende kommentar til, hvor hurtigt vi andre glemmer manden bag diagnosen, som i scenen, hvor en fedtet amerikansk fotojournalist ønsker at omfavne Lene. Det er som noget mere end autentisk kunstner, han ser hende. Han tilstår, at han ikke fik lov til at omfavne ofrene for hungersnødskatastrofen i Somalia. En tilsyneladende erfaren reporter klodset forsøg på nærhed til den menneskelige katastrofe er rystende. Lene følger med. Hun tager ejerskab af produktionen af ​​sig selv, men hun stopper ikke der.

Sultkunstner er det uudtalte rum i rummet, for hendes kunstneriske udforskning er det
så bedst som det er relateret til hendes egen urolige krop og sygdommen, der ødelægger hendes liv
ud af hende.

Som et religiøst ikon pakker hun sig og sin tragedie ind, men afslører det lige så nådeløst som selve sygdommen. Hendes billeder berører et foruroligende synspunkt, hvor angsten for livet krydser dødelighedsgrænsen.

FOTO: Lene Marie Fossen
FOTO: Lene Marie Fossen

En blød stemme fra Toten bringer mig tilbage til her og nu. Det er Lene, der siger, at anoreksi er en afskyelig sygdom, hun aldrig ville have valgt selv, men at hun ikke har mestret andet end at stoppe med at spise. Hvorfor fik hun ikke hjælp til at elske mad igen? Hendes ord ramte mig i maven. Uanset hvor udbredt anoreksi det er, er det umuligt at forstå, men når jeg møder Lene og hendes fotografier lykkes jeg stadig at føle noget - kun jeg lader blikket følge hende.

The film selvportræt og fotoutstillingen Gatekeeper har premiere 17. januar. Se blandt andet Gjøvik Kulturcenter 17. januar kl. 18-21: Filmvisning og fotoutstilling [Facebook] og Skyd galleri, Oslo.

Hjælp med spiseforstyrrelser

For dem, der har brug for at tale med nogen om spiseforstyrrelser:

Forening for spiseforstyrrelser, information og supporttelefon: 22 94 00 10
Mental sundhed - Hjælpstelefon: 116 123
ROS - Chat eller telefon: 94817818, mulighed 1

Se også: https://nettros.no og https://www.spisfo.no

Efterlad en kommentar

(Vi bruger Akismet til at reducere spam.)