Ittaf, palæstinensere mislykkede selvmordsbomber efter mange års fængsel


Palestina-anneks: Ramallah (2014)

Ansvarlig redaktør af Ny Tid.
E-mail: truls@nytid.no
Offentliggjort: 30. juli 2020

- Hvorfor besluttede du en militant selvmordsoperation?

- Du kan forvente et kompliceret svar. Men er ikke Israels besættelse - som ødelægger os som mennesker - en stor nok grund og motivation til at gøre sådan noget? Vi palæstinensere har en stor stolthed og længsel efter frihed i os, nok til at blive martyrer.

- Hvad skete der?

Planen var at samle nok information, så jeg kunne komme til præsidentens hovedkvarter og derefter sprænge bilbomben med mig selv i bilen. Jeg er ikke en selvmordsbomber, jeg er en martyr.

- Vil du virkelig dræbe dig selv?

- Folk elsker livet, men et liv uden frihed er som at være død. Som en ung politisk aktiv person rejste jeg til Libanon og modtog militær træning, baseret på det faktum, at jeg ville tage skridt mod Israel.

- Siger Koranen ikke noget om ikke at dræbe sig selv?

- Ja, Islam forklarer, at man ikke skal dræbe sig selv, men der er undtagelser, som i kamp. Vi har udtrykket "Søge døden for at få liv." Jeg var ligeglad med at blive dræbt, det vigtigste var at nå mit mål. Og død er ikke målet, men kun en metode til at opnå frihed. Denne operation var faktisk planlagt før intifadaen. Jeg skulle være en personlig tidsbombe.

- Tror du på et efterliv?

- I henhold til vores koncepter er livet i denne verden bare et stadie, vi lever. Vi har også en scene i graven, hvor ånden lever videre, hvor du er opmærksom på, hvad der sker omkring dig, selvom du ikke kan gøre meget ved det. Derefter kommer efterlivet på dommedagen, det endelige liv.

- Hvordan er livet nu, efter alle år i fængsel?

- Vi ser meget, når vi drømmer. For eksempel når jeg drømmer om, når jøderne kom og tog mig, og jeg forsøgte at flygte. Men så oplever jeg, at ved siden af ​​mig drømmer faktisk min mand om noget sjovt (han tilbragte 14 år i fængsel) og vågner op forfrisket, mens jeg er deprimeret - selvom vi sov i samme seng.

- Hvad tror du, når du hører ordet "frihed"?

- En indre følelsesmæssig glæde. I de to år, jeg forberedte mig på bombningen, var det som om jeg ikke var her i dette liv. Først følte jeg stor lykke, derefter var de verdslige ting ikke længere berørte mig, såsom penge eller sociale forhold. Intet skulle fjerne den følelse fra mig.

- Du blev arresteret?

- Ja, de opdagede mig. Jeg blev forhørt på alle måder i 40 dage. De rev min hijab af, knækkede min næse og fingre og truede med at kle mig af. Til sidst gik jeg i en sultestrejke. Fængselscellen var altid mørk, så mine øjne er noget beskadiget af den i dag.

- Da jeg blev frigivet i 1997, startede jeg en sammenslutning af fangeres hustruer og frigav kvinder for at besøge og støtte de indsatte.

- Hvad ville du tro, hvis din datter valgte den samme sti som dig?

- Hun har sin frihed til at vælge, hvad hun vil gøre med livet. Men med mine moderlige følelser, ville jeg være glad, hvis hun valgte at gå den rigtige vej - der er intet større end vejen til frihed.

- Islam er vigtig for dig, også for hvordan du klæder dig?

- Jeg begyndte at have hijab i en alder af 14 år uden at være påvirket af familien. Jeg bar niqab i fængsel, da jeg var omkring 20 år gammel i 1989. Min religion blev ikke tvunget til mig. Og selvom Islam beder dig om at lære dine børn at bede fra de er syv år og slå dem, hvis de ikke gør det, når de er 10 år, gjorde vi det ikke. Min datter er i dag meget glad for at have bøn. Religion taler til mennesker, der har fornuft - sådanne mennesker foretrækker at tro på deres bevidsthed, før de tror på ritualer og traditioner.

- Jo mere jeg læste Koranen, jo større er min kærlighed til Gud. Især når jeg var i isolering i fire år, var Gud vigtig. Når jeg ikke beder, føler jeg, at jeg ikke kan trække vejret.

Uddrag fra tidligere ikke-offentliggjorte filmsamtaler. Hentet fra NY TIDs Palæstina-tillæg 2020.

Abonnement 195 kr. Kvartal