Dette er et bidrag til kolonnen "Engageret ytring" i ugebladet Ny Tid, trykt 16.05.2013. I søjlen kommer forskellige idealistiske organisationer, der taler. Deltagerne er: ATTAC Norge, Nature and Youth, Agenda X, Skeiv Ungdom, Changemaker, One World, The Future in Our Hands, Bellona, Joint Council for Africa, the Norwegian Society for Nature Conservation, MSF og NOAH – for animal rights.
Forhandlingerne. I internationale investormiljøer betragtes Norge som et politisk ustabilt regime. I udviklingslandene hæmmes store virksomheder af usikre juridiske rammer. Derfor skal investeringer beskyttes. Beskyttet mod fremtidige demokratiske beslutninger såsom progressiv beskatning, strengere miljøregler eller genkommunisering af tidligere privatiserede publikum.
Fra 1990'erne til i dag er der forhandlet tusinder af bilaterale aftaler om investeringsbeskyttelse (BIT). En BIT er en aftale mellem to stater for at sikre de juridiske betingelser for private investeringer mellem lande. I aftalerne er "investeringer" løst defineret til at dække så meget af investorens aktiviteter og aktiver som muligt. Alle aktiviteter fra værtsstaten, der kan forstyrre investeringerne, defineres meget bredt som "ekspropriation".
Herunder "indirekte ekspropriation", som har vist sig også at involvere statsregulering og lovgivning.
I BIT'er, som i frihandelsaftaler, anvendes en stadigt stigende markedsliberalisering. Virksomheder er garanteret national ligebehandling. Dette gør det vanskeligt for et land at opbygge eller beskytte sin egen industri. Der er afsat et nationalt politisk handlingsrum for at give udenlandske investeringer stærk beskyttelse. BIT'er går på bekostning af demokrati, både her hjemme og i udlandet.
Gennem Verdenshandelsorganisationen (WTO) har de rige lande og deres virksomheder i flere år forsøgt at få investeringsbeskyttelse gennem de såkaldte Singapore-temaer. De fattigste lande så, at disse aftaler ville gavne de rige landenes virksomheder mere end deres egen udviklingsdagsorden og befolkning. Ved at stå sammen imod disse aftaler stoppede forhandlingerne. Da det blev klart, at det ikke er muligt at påvirke investeringsdagsordenen multilateralt, arbejdes der nu på at få aftalerne gennem bilateralt land for land.
En vigtig del af BIT'er er investor-stat-princippet, der giver investorer ret til at sagsøge stater, der krænker aftalens bestemmelser. Verdensbankens tvistbilæggelsesdomstol, ICSID, er en af disse, og retten har haft et stigende antal af sådanne sager i de senere år. Disse domstole er blevet kritiseret for manglende gennemsigtighed og for mulige interessekonflikter blandt advokaterne, da de ofte også fungerer som juridiske rådgivere for parterne i disse sager. ICSID er blevet kritiseret for at lægge større vægt på investorbeskyttelse i forhold til andre overvejelser.
Vi ser nu et stigende antal sager mod stater fra virksomheder og investeringsfonde, der har mistet penge efter finanskrisen. Cypriotiske og slovakiske investorer, som mistede penge ved omstruktureringen af den græske statsgæld i 2012, har sagsøgt Grækenland for ICSID for at få deres penge tilbage. Og græske investorer har gjort det samme mod Cypern efter deres gældskrise tidligere i år. De eneste, der drager fordel af dette, er virksomhederne. Landene og landenes befolkning er potentielt tilbage med en anden million regning efter fondenes uansvarlige udlån
Alternativet til udemokratiske aftaler om investeringsbeskyttelse er aftaler, der giver landene politisk handlingsrum til at beslutte deres egne politikker og udviklingsdagsorden. Aftalerne skal også indeholde forpligtelser for investorer, ikke en ensidig beskyttelse af private investeringer. Forhandlingerne bag lukkede døre skal erstattes af gennemsigtighed.
Attac og omkring tredive andre organisationer er gået sammen om "BIT-fri!" -Kampagnen. Vores mål er et BIT-frit samfund, hvor demokrati skal have forrang for de store virksomheders krav til beskyttelse.
Blandt vores krav er, at Norges 14 eksisterende BIT'er skal afsluttes aktivt, og at ingen nye skal forhandles. Yderligere skal investeringskapitlerne udelukkes fra frihandelsaftalerne. Norge skal som anført i Soria Moria-aftalen sikre, at fattige lande garanteres det samme politiske handlingsrum, som Norge selv brugte til at opbygge vores velfærdssamfund.
Derfor kræver vi et BIT-frit samfund! ■
(Dette er et uddrag fra New Tids magasin, 16.05.2013. marts, XNUMX. Læs alt ved at købe New Time fra avisforhandlere over hele landet, eller ved at abonnere på Ny Tid -Klik her. Abonnenter modtager tidligere udgaver gratis som PDF.)