Korona nat


PROSA POETRY: Hvad er vores tanker, hvor er vi eller nogen af ​​os under faren for epidemier Corona virus?

Carnera er en freelance skribent bosiddende i København.
E-mail: ac.mpp@cbs.dk
Offentliggjort: 2020-03-12

Jeg tager ingen steder for at fortsætte. Et uforståeligt roligt sted imellem. Det er godt som det er. Uden at falde på plads. Uden at være okay. Jeg ved ikke, hvad jeg vil, hvad der gavner mig. Ja, jeg ved det godt. Det der findes af hensyn til klarheden. Hvilket aldrig er nemt at holde styr på, fordi uklarheden kryber ind i alt.

Opkaldssignalerne, de sendesignaler, der venter på, mens der kommer flere. Jeg drejer i en retning, hvor jeg tror, ​​at ting eksisterer. En hånd på en mørk baggrund gør et tegn. Arme og ben strakt til siden. En ejendommelig bøn, ligesom en, der griber fat i noget, der ikke findes. Som en skål holder du med begge hænder. Du går åben uden at tabe vandet. Hånden bærer, ryggen bærer, leret bærer. Indtil det kruses. Jeg kan ikke holde fast i vandet. Ingen kan holde fast i vandet. Det løber over kanten. Vandet. Vinterregnen. Kolde Signal Erne. Infektion dragere. Corona virus. Dødets åndedræt over store afstande, der fanger hinanden, som enker, der leger i sandet. Uden et hjem, alene, men mange. Jeg er i en krop, der dør, den dør hele tiden, uden at bevare noget, den kender den, kroppen, den kender det ikke, nogle gange er den ene eller den anden. Hvilken vej skal jeg gå?

Ud af munden hældes det med mennesker og bakterier.

Hvem vil sejre ud? Hvem ligger i mørket, mens opkaldssignalerne sender deres impulser gennem den mørke mund, det mørke hul i munden? Ud af munden hældes det med mennesker og bakterier. Ud af munden sejler narskibet. Her sejler vi i samme båd. Gennem min mund må vi være forsonede med hinanden. En åben mund får mig til at huske døden. Det eneste, der tæller, er opstandelsen. Derefter død. I min mund er kroppene rigtige. Hvem hører de uautoriserede spørgsmål? Kan ikke se forskellen mellem helvede og paradis, den ene er den andres spedalskhed, en krampe, en mørk sti, en mørk sti gør det lettere at se, hvad jeg allerede har set, bag mig er det allerede foran mig, som om jeg var kun et par sekunder, en eller to bare på en tom platform, på en stor station, tror det er, hvor det startede. Uden begyndelse. Uden ende. Overvej at placere mig et andet sted. Men hvor?

En mund af sand, hvor mineraler og forurening løber igennem.

Kan let vokse ind hvad ikke ...

Abonnement 195 kr. / Kvartal

Kære læser. Du har allerede læst månedens 4 gratis artikler. Hvad med at støtte NY TID ved at tegne en løb online Abonnement for fri adgang til alle artikler?


Efterlad en kommentar

(Vi bruger Akismet til at reducere spam.)