Bestil forårsudgaven med advarselsdokumentet her

Litteratur og radikalisme

Nu diskuteres forholdet mellem bøger og samfundet – igen.

Forfatter Henrik Hovland angreb i et indlæg i Dagbladet den litterære pejs i Norge for et par uger siden: "Kos kræver konsensus, og så bliver cos eksklusivt og autoritært," skrev han. Hovland savner bøger, der kan bryde med denne konsensuskultur, han savner forfattere med en vis alvor og et engageret politisk engagement, der overskrider andedamens venlige dam.

Årets litteraturfestival på Lillehammer, Sigrid Undset-dage, der sluttede sidste søndag, repræsenterer denne pejs mere end nogen anden litterær begivenhed i Norge, men havde "strid og forsoning" som hovedtema. Den israelske forfatter Amoz Os holdt for eksempel en indledende forelæsning om situationen i Mellemøsten.

På den næstsidste festivaldag fandt debatten, som Hovland startede i Dagbladet, vej til Lillehammer, hvor han veltalende mødte et panel bestående af forfatterkollegaer, der mener, at pointen mangler magt til at provokere, men som stadig – eller dermed – viste, at de ble lidt provokeret.

Hvad med romanen?

I en række interviews i løbet af festivalugen stillede Dagbladet spørgsmålet "hvad skal vi gøre med romanen?". Det peger på halvdelen af ​​det mere generelle spørgsmål om forholdet mellem litteratur og samfund eller mere præcist mellem litteratur og samfundsinddragelse, som nødvendigvis opstår igen og igen, men som ikke er mindre vigtigt af den grund. Påstanden er, at norske forfattere kun skriver om barndom og ungdomsår – om privatlivet – og ikke om sociale eller politiske spørgsmål af generel betydning. Kravet om politisk litteratur kan antage mange former og opfylder med rette en række indvendinger, men har været en vigtig strøm i venstresidens syn på kultur.

- reklame -

AKP (ml) 's litterære syn i 70'erne er det skræmmende eksempel på denne holdning, men forestillingen om, at litteratur og kultur skal tjene arbejderbevægelsen og indgå i en strategi for social forandring, har haft en dybere og dybere tilknytning til venstre end er – det var ikke kun et aspekt af maoistenes kvasi-religiøse henrykkelse. Et eksempel kan findes i Arbejderpartiets leder Martin Tranmæl, der skrev Arbeiderbladets leder lørdag den 24. juli 1948: ”Der har været noget af en revolution på en række områder, ikke kun økonomisk og socialt, men også i folks holdninger. og tænkemåder. Hvor har vores forfattere stået, når det kommer til de fattiges, de undertrykkedes rettigheder og friheder, og når det kommer til alle de innovative og fortjente arbejdere udenfor har kæmpet for og videreført? De fleste mennesker har stået lige ved siden af ​​hinanden og er steget højt over den sociale og kulturelle kamp, ​​der har fundet sted i vores tid.

Da selv AKP's Dag Solstad med rette tog afstand fra denne opfattelse omkring 1980, blev det klart, at det blev alvorligt miskrediteret. I dag er det en selvfølge for Hovland at understrege, at han ikke går glip af en "programmatisk politisk litteratur". Men i modsætning til Hovland skiftede mange til venstre til modsætningen. Synet på, hvordan litteratur kan have en politisk effekt, og med "politisk" menes i disse sammenhænge (alt for) ofte "radikal", var at den skulle udgøre en modvægt til den instrumentelle og kommercielle logik, der kendetegner resten af ​​det kapitalistiske samfund. Således bliver det et radikalt punkt i sig selv at forsvare litteraturens autonomi – det skal det både være adskilt fra visse politiske retninger og bevare deres uafhængighed i lyset af bogbranche-systemets strukturelle krav. Men man ender ofte med at fejre tilbagetrækningen af ​​eksperimentel litteratur FRA samfundet, mens samfundet som sådan får lov til at sejle sit eget hav i fred for literaturs indvendinger. Morgenbladets litteraturredaktør Bendik Wold har gjort meget for at støtte en sådan holdning.

De intellektuelle

Det er også fra tid til anden blevet argumenteret for, at forfattere skal opføre sig som intellektuelle og bidrage til den offentlige debat også uden for fiktionsbøgerne gennem avisartikler, essayskrivning og lignende. Dette udgør anden halvdel af spørgsmålet om litteraturens og litteraturens funktion i forhold til samfundet. Paradoksalt nok har Wold for nylig skrevet en løsning med de intellektuelle, der i det mindste på overfladen har nogle ligheder med Henrik Hovlands angreb på litteraturens hygge. I essayet ”Shooting and Writing” (Samtiden 2/2005) mener Wold, at hvad der skal udgøre selve knudepunktet for vores argumenterende offentlighed – fejderne mellem landets førende intellektuelle – er faldet i en ikke-ræsonnerende, ikke-diskuterende pladevæddeløb hvor vigtige samfundsmæssige problemer fordamper i uforpligtende kælesnak ”. Men hvor Hovland ønsker en seriøsitet og en åbenhed over for verden, der springer ud af erfaring, er det kun Bendik Wolds egen udtalelser om det sene moderne vestlige samfunds rådighed, der kvalificerer sig som intellektuelle nok til Morgenbladets litteraturredaktør.

Kaj Skagen narrer

Som Torunn Borge påpegede under paneldebatten i Lillehammer, og som det fremgår af kløften mellem Hovlands og Wolds våde drømme på vegne af litteratur og intellektuelle, må vi ikke kun spørge, hvad litteraturens funktion og muligheder er i samfundet, men også hvad der er menes med "Det politiske" – hvilket (alt for) ofte er det samme som "det radikale" i diskussioner som denne.

Sidste weekend var Bergens forfatter Kaj Skagen (blandt andet) Broerne brænder og Bazarovs børn) boltre sig over to dage og to sider på Dagbladets debattsider. Sidste gang der skete noget lignende, da Bernt Hagtvet ånde liv i Akp-debatten for omkring to år siden, rasede ordudvekslingen hele sommeren. Ingen skal sige, at Kaj Skagen ikke skubber sig frem i den offentlige debat på en lidt puffet og koselig måde. Snarere tager han ned i halsen på hele den norske venstreorienterede bevægelse. Radikalisme er en rådnende run, som Solstad regerer som en fratrædende og nederlagshusgud.

Kommunismens sammenbrud, og især det faktum, at folkets fredelige oprør mod de kommunistiske regimer endte i en "kæmpe shoppingtur" til Vestberlins indkøbscentre, hvorfra østeuropæere bragte både varer og vulgær kapitalisme hjem, har gjort radikalen til en misantrope: en storvingen sorg, en mørk skam, der bandt os. ” Tavsheden fra de venstreorienterede intellektuelle skyldes således ikke poetokratisk jalousi, men er en depressiv reaktion på mistede illusioner, ifølge Skagen.

På samfundsmæssigt plan er den største synd ved radikalisme, at den forfærdede den personlige befrielse af mennesker fra kapitalismens og kristendommens magt. without at opretholde et koncept for dannelse. Snarere har det angrebet begrebet dannelse for at være borgerligt og hyklerisk. Men selvrealisering og personlig udvikling uden dannelse falder i hedonisme i kommercialismens tid, mener Skagen. Derfor skal dannelse genoprettes, men ikke i nogen form: ”Så skal vi begynde med at overskride begrebet dannelse som en kanon med ekstern viden og et bestemt register over overførbare færdigheder. Dannelse kan også betegne de processer, hvormed individet og hele menneskeheden skabes, i realiseringen af ​​deres dybeste motiver. ” Der er et strejf af højreorienteret hegeliansk idealisme over sidstnævnte, de dybeste motiver i verdens salt og individet, som Skagens konstant vender tilbage til.

Hvis der er noget godt i Skagens essayistiske indlæg, for eksempel i beskrivelsen af ​​radikalismens idékrise, svømmer han til dybder, der nærmer sig det efterfølgende – og hvor metafysik begynder, skal politik ende.

Heldigvis er der andre forsøg på at genoverveje det radikale projekt, situationen er ikke beksvart, og hvad der engang var en rimelig samlet venstre, er opdelt i mindst to vinger, hvoraf den ene glat undgår kritik, selvom dette har passeret Skagen House.

syntese

Hvis litteratur skal fungere konstruktivt over for sine samtidige, skal den undgå begge de faldgruber, der er nævnt indtil videre. Det skal ingen af ​​dem underkaste sig en politisk bevægelses mål eller flygte fra samfundet i resigneret panik. Inden sidste weekend fremhævede Sindre Hovdenak Georg Brandes og påpegede, at han under den fremherskende værdikonservative kulturoffensiv er gået fra at være en befrielseshelt til en undertrykker i det danske intellektuelle liv – 80 år efter hans død. Hans noget udslidte "sætte problemer under debat" kunne dog danne grundlaget for et nyt radikalt syn på litteraturen. Derefter kræves det, at litteraturen er i en mellemposition, i grænselandet for resten af ​​samfundet, uafhængig af de politiske bevægelser, men ikke trækkes tilbage. Snarere skulle hensigten være at gribe ind i samfundet har litteraturen set fra kanten. Det er så, at sproget, som det blev påpeget under paneldebatten i Lillehammer, kan åbne det politiske felt, problematisere de dominerende norske tankegang og dermed også spille sammen med den radikalisme, som Skagen glemmer.

Giv et svar

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Dette websted bruger Akismet til at reducere spam. Lær om, hvordan dine kommentardata behandles.

Journalistik / Udgravningsjournalist Seymour Hersh – en rollemodelBlandt de bedste regerer den amerikanske journalist Seymour Hersh (83). Han er sorte fra både højre og venstre flanke – men beklager intet.
Meddelelse / Regeringen styrkede ikke beskyttelsen af ​​whistleblowerRegeringen fulgte ikke op på meddelelsesudvalgets forslag, hverken om sin egen underretningsombudsmand eller sit eget underretningsudvalg.
Finans / Nordisk socialisme – mod en demokratisk økonomi (af Pelle Dragsted)Dragsted har en række forslag til, hvordan medarbejdere kan få en større andel af «samfundskagen» – f.eks. ved at lukke dem ind i virksomhedslederne.
FNs sikkerhedsråd / Officielle hemmeligheder (af Gavin Hood)Katharine Gun lækkede information om NSA's anmodning til den britiske efterretningstjeneste GCHQ om at spionere på medlemmer af FNs Sikkerhedsråd i forbindelse med den planlagte invasion af Irak.
3 bøger om økologi / De gule veste har ordet, ... (af Mads Christoffersen,…)Fra de gule veste kom nye organisationsformer inden for produktions-, bolig- og forbrugsfunktioner. Og med "Degrowth", der starter med meget enkle handlinger såsom beskyttelse af vand, luft og jord. Og hvad med det lokale?
Samfund / Falde sammen (af Carlos Taibo)Der er mange tegn på, at et endeligt sammenbrud nærmer sig. For mange mennesker er sammenbruddet allerede en kendsgerning.
Radikal chic / Postcapitalist Desire: The Final Lectures (af Mark Fisher (red.) Introduktion af Matt Colquhoun)Hvis venstrefløjen igen bliver dominerende, skal den ifølge Mark Fisher omfavne de ønsker, der er opstået under kapitalismen, ikke bare afvise dem. Venstrefløjen skal dyrke teknologi, automatisering, reduceret arbejdsdag og populære æstetiske udtryk som mode.
Klima / 70 / 30 (af Phie Amb)Åbningsfilmen på Copenhagen DOX: de unge påvirkede politikens klimavalg, men Ida Auken er filmens vigtigste omdrejningspunkt.
Thailand / Kæmper for dyd. Retfærdighed og politik i Thailand (af Duncan McCargo)En magtfuld elite i Thailand – Myanmars nabo – har i det sidste årti forsøgt at løse landets politiske problemer med domstolene, hvilket kun har forværret situationen. I en ny bog advarer Duncan McCargo mod "legalisering".
Surrealistisk / De syv liv af Alejandro Jodorowsky (af Samlet og kurateret af Bernière og Nicolas Tellop)Jodorowsky er en mand fuld af kreativ arrogance, grænseløs kreativ trang og helt uden ønske eller evne til at gå på kompromis med sig selv.
Journalistik / "Stinkjournalistik" mod whistleblowersProfessor Gisle Selnes skriver, at Harald Stanghelles artikel i Aftenposten den 23. februar 2020 "ligner en erklæring om støtte, [men] ligger som en ramme omkring det forværrede angreb på Assange". Han har ret. Men har Aftenposten altid haft dette forhold til whistleblowers, som i tilfældet med Edward Snowden?
Om Assange, tortur og strafNils Melzer, FNs særlige rapportør om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, siger følgende om Assange:
- Annonce -

du kan måske også lideRelaterede
Anbefalede