Øjeblikke ind i andres lidelser

DOKUMENTAR FOTO: Der er nu mulighed for at se, hvad professionelle dokumentarfotografer gør.

Ansvarlig redaktør for Ny Tid. Se tidligere artikler af Lie i Le Monde Diplomatique (2003–2013) og Morgenbladet (1993-2003) Se også del video arbejde af Lie her.
Norsk tidsskrift for fotografering

DOKUMENTARISK FOTO: Anledningen er der nå for å se hva profesjonelle dokumentarfotografer gjør.

(Oversat fra Norwegian af Google Gtranslate)

Er fotografering, der tager et stykke tid ud, ikke noget, som alle konstant laver i øjeblikket? Er en dokumentarfotograf med sit kameraudstyr derfor mere speciel end snapshots af høj kvalitet i situationer taget med folks allestedsnærværende smartphone?

Norwegian Journal of Photography nummer 4 har samlet fotos fra otte professionelle fotografer mellem to bindemidler. Bogen er udgivet i samarbejde med udstillingen Norsk dokumentarfotografering ved Henie Onstad Art Center i Høvikodden – som vil tilbyde "alternative måder at se og forstå begivenheder og situationer, der forme den verden, vi lever i." Tænk over, hvad alternativet kan være. Udstillingens over 30 fotografer viser dokumentarudtryk i reportagefotografering og nutidig kunst, ifølge kurator Susanne Østby Sæther. Projektet understøttes af Fritt Ord, der ønsker at fremstille dokumentarudtryk i nutiden.

FOTO: FRED IVAR KLEMETSEN

Ifølge forordet prøver fotograferne i Norwegian Journal of Photography – hvor mindst halvdelen udstilles på Høvikodden – at arbejde essayistisk. Som Gerry Badger skriver, er deres fotografier også "seriøse" – det vil sige gennemtænkte værker. Essays betyder at teste eller eksperimentere. Spørg dig selv, om "essay" passer til værkerne, da udtrykket også betyder at bringe oplevelser såvel som refleksion, direkte dialog og ofte i kernen noget kættersk – som filosofen Theodor W. Adorno engang definerede den eksperimentelle karakter af det litterære essay.

Trist og personlig

Fred Ivar Klemetsen ledsager billederne med en længere historie relateret til hans billedserie i sort / hvid – han har rejst verden rundt. På samme tid har han også valgt flere tidsrejser, hvor han vender tilbage til tidligere steder, han har været, og mennesker, han kender. Som billedet af kvinden i sengen, som 20 år senere igen ser i kameraet. Men hvad med kærlighedslivet til den mand, der har haft mange mænd og drenge i sit liv, er det interessant, eller bliver det trivielt i dag? Sammensætningen af ​​billederne er der i det mindste, ud over at du føler fotografens tilstedeværelse og den tillid, han har opnået som fotograf.

Det, der resonerer med de fleste fotografer i bogen, er andres intime, personlige eller sorg – men også det evige og gentagne spørgsmål om ens egen identitet. Dette adskiller sig fra den danske krigsfotograf Jan Grarup har rejst rundt i verdens elendighed og fotograferet ufattelige katastrofer og krigsituationer – præsenteret på denne avis midt sider.

FOTO: TERESE ALICE SANNE

Men er det dokumentarfilmskabets masse at håndtere menneskelig elendighed? Der er meget, der er forbandet trist i Norwegian Journal of Photography. Et eller andet sted siges det også med Susan Sontag, at fotografier er en påmindelse om "Meménto mori" (husk at du skal dø). Men Sontag har også i sin bog Å overvej andres lidelser understregede, hvordan de afbildede tragiske situationer vækkede fortvivlelse hos hende, da billederne ikke førte til handling – og gav en følelse af magtesløshed. Ja, mange kæmper økonomisk og mentalt, så hvordan kan vi ændre det?

melankoli

Line Ørnes Søndergaard har med i serien Utilpashed ("Ubehag, sygdom eller uro, generel global sygdom") fotograferede unge, der hænger rundt og prøver at leve i det øjeblik, hvor fremtiden ikke er nøjagtigt lys. Nogle arbejdsløse eller klimaaktivister kan underskrive det. Som det står i et par billedtekster: "Vores fremtidsudsigter er værre end for dem, der ligger foran os." ”Vi deler alle de samme kampe.”

FOTO: TERESE ALICE SANNE

Andres lidelser er endnu mere tydelige i den melankolske serie Sort søn til Therese Alice Sanne. Lad mig vælge lidt i teksterne, der følger portrætterne "Jeg falder dybere og dybere ned i mørket"; «Jeg troede, at jeg var Messias, og at verdens ende var nært forestående»; "Der er intet rationelt ved mental sygdom" og "Den måned forsøgte jeg selvmord fire gange".

Andres intime, personlige eller sorg – men også den evige
og gentog spørgsmålet om ens egen identitet.

Fotografier af landskaber kan også være vigtige som mentale billeder, hvor de kan virke metaforiske eller som stykker (metonymer) af noget, du ikke rent faktisk ser. F.eks. Paul Sigve Amundsens fotografi af gletscheren Rhône-gletsjer – dækket med ark, så den ikke smelter fra solen. Her er det den gletsjer, der lider.

På samme tid er der flere dagbogslignende rejser i bogen, skjulte historier, der dukker op via de mange billeder, rejser til byer, mindre steder eller langt ind i det private – rundt om i verden. Dette kræver en løbende vilje og åbenhed i møder med mennesker – kvaliteter, som de bedste fotografer har.

FOTO: PAUL SIGVE AMUNDSEN

Lad mig også nævne det lidt humoristiske aspekt af Monica Strømdahls billeder, skønt det igen er et glimt af andres tristhed: En række mennesker, der arbejder langt hjemmefra, skal opholde sig i perioder i moteller eller hoteller ("lophauses"), før en lov tvinger dem til at skifte bopæl. Bemærk det overfyldte rum med kvinden i sengen, eller drengen på vej til det næste motel med alt, hvad der er pakket i bilsædet.

FOTO: MONICA STRØMDAHL

Dokumentarfotograferne laver en slags hukommelsesarbejde ved at fryse øjeblikke i livet. Den anden efter er de alle historie. Et sidste spørgsmål: Vil vores oplevelser virkelig kun være gyldige, hvis vi tager et billede af dem?

Abonnement 195 kr. Kvartal