Jeg fik selv en invitation i Røverstaden Bjørneboes 100-års jubilæum efter den officielle begivenhed i anledning af jubilæet, da jeg endelig ikke kunne holde munden lukket. Arrangementet blev ledet af Audun Engh. Sammen med ham kom den rige deling af anekdoter, funderinger og nogle refleksioner fra personligheder som f.eks Henning Næs, Truls Lie, Christian Vennerød og Lasse Tømte. Jeg er taknemmelig for åbenheden, og at folk, inklusive dem, der underskrev, blev løsladt. Efter den ene efter den anden også mænd i samme alder måtte jeg sige noget.
(Fra arrangementet, NY TIDs redaktør fra 56.20–1.09: 00).
Min udfordring var: Hvordan møder vi en Bjørneboe i dag? Jeg frygter bevarelsen af en idé fremsat af en lille cirkel. Jeg er faktisk overbevist om, at samfundet skriger af angst efter Bjørneboeske selv i dag. Rebellen skal komme til liv, ikke holdes og forvitres indefra.
Vi skal genvinde anarkismens sted, forståelse og praksis.
Det var i stedet for arrangørerne at efterlade den "store mands" skulpturelle torso på scenen. Men sten indeholder ikke det levende i mennesket og hans arbejde. Min Bjørneboe kan ikke fryses ned til en figur i sten. Høne kan ikke placeres på en piedestal. Min Bjørneboe lyser. Formålet med stenen skal være at hamre løs. Riv og ryst, ud med rod: Slip af med skæv elitisme og forsinket mod! Min Bjørneboe brænder som ild. Giver viljen og energien til at gribe verden igen: Vær åben og velvillig over for ny læring og viden, og giv det hele en varig runde med kritisk selvindsigt. Mennesket lever, og det er i den levende mand, Bjørneboe finder nyt liv. Vi har brug for det. Er det så rigtigt og korrekt, at en lille og selvudnævnt ekspertise skal formidle den "rigtige" forståelse af, hvem og hvad Bjørneboe skal være for os i dag?
Lad os udforske og finde os selv. Dagens levende Bjørneboe kan være på social sikring. Er vores Bjørneboe en han, hun høne, trans? Måske en asylansøger? Det er nogen, der udfordrer os. En der holder fast ved vores etablerede selvtilfredshed. Vi er tvunget til at træffe valg: Vend væk? Vi er privilegerede nok til at være i stand til at gøre det. Eller vil vi vågne op og se på os selv og verden igen? Nogle af os laver en Bjørneboe. Men man bliver ikke rig på penge eller elitenes anerkendelse af sådanne. På den anden side har du omkostningerne ved at være irriterende og generende. Udvisning fra virksomheden. Men det er den slags mennesker, vi har brug for. De er afgørende for at genvinde værdighed i samfundene.
Gerners gate i Moss
Jeg er så heldig at kende en sådan Bjørneboe i vores tid. Lad os kalde ham "Knut." Knut du kan mødes blandt bogreoler fulde af kontinentale filosoffer, klassiske forfattere, feminister, innovative forfattere, kunstnere og digtere i miljøet omkring Gerners gate i Moss. Knut er kyndig og erfaren i både andre tænkere og livets skole. Men Knut er også en praktiserende kunstner, og Knut forbinder mennesker. Han er en af dem, der skiller sig ud. Han tager initiativ til, at vi finder sammen. En af dem, der har formået at tage de ekstra skridt fremad for samfundet, og et skridt tilbage for nye og unge at finde deres plads. Disse giver os truslen om et vi, og det på et tidspunkt, hvor vi så hårdt har brug for fællesskab. Sådanne mennesker fortjener vores respekt og vores anerkendelse.
I Gerners gate skaber vi. I Gerners gate kommer nye sange til livets poesi, visuelle kunstformer, folkesange og stemmer, der ikke tidligere fandt deres plads. Sammen er vi enige om livets op- og nedture, ægteskabssammenbrud, selvmord og den befriende virkning af rus. Rummet oprettes sammen. Det er samfundet, der fører, men hver af os er fri til at være os selv. Det bringer os til kerneværdierne i anarkismen som solidaritet, gensidig hjælp, lighed og autonomi. Det var gennem anarkisme, at jeg selv genopdagede min Bjørneboe, den jeg havde arvet med mig fra en tidlig alder. Bjørneboe placerede sig inden for anarkismen med en klarhed, som få andre nordmænd har gjort. I dag er samfundet generelt faldet anarkisme til misforstået fornærmelser, og solidaritet er et nyt fremmed ord. Vi skal genvinde anarkismen, vi skal give anarkismens plads, forståelse og praksis tilbage i vores samfund. Men måske er dette bare muligt i en gammel arbejderby som Moss. Et sted med høj indvandring, kort afstand fra høj til lav og vilje til vandrette forhold. Vi mødes på tværs. Kun sammen kan vi genoprette vores værdighed, ikke som individualister i en evig hanekamp.
Vi er nødt til at søge og finde vores egen Gerners gate. Men først og fremmest skal vi komme ud af konformisten, den etablerede. Find ny indsigt, nye samfund og fornyet kampånd. Og anerkend dem, der tager omkostningerne, de besværlige. Før vi omkommer i vores egen berusede og navlebeskuende selvtilfredshed.
